At få et implantat, er næsten som at få sin egen tand tilbage.

Implantatkronen skal renses og vedligeholdes som naturlige tænder. Det er vigtigt, at der dagligt foretages effektiv mundhygiejne så tandkødet kan bevares sundt.

Det er specielt vigtigt

- at der børstes på overgangen mellem tandkød og krone
- at der renses imellem tænderne.

Der børstes med en blød børste på for- og bagside, på samme måde som på de naturlige tænder. Der skal bruges en tandpasta med et lavt indhold af slibemiddel. En elektrisk roterende tandbørste kan være et godt supplement til håndmetoden, idet brugen dog endelig må være i overensstemmelse med vores anvisning.

Mellemrummene skal også renses dagligt. Der kan være behov for at bruge en tråd, en tandstikker eller en mellemrumsbørste. Mellemrumsbørsten er meget effektiv, men den må ikke tvinges igennem, hvor pladsen ikke er tilstede. Her skal tråden eller evt. tandstikkeren bruges. Der findes en tyk tandtråd, som kan være bedre at bruge end den almindelige type.

Selv om der renses omhyggeligt hver dag, så tandkødet omkring implantaterne er sundt, vil der være behov for regelmæssig kontrol og evt. justering af implantatkronerne. På samme måde som for rigtige tænder, sker der slid og noget kan gå i stykker. Det vil dog typisk være muligt at udskifte eller reparere det beskadigede, så den oprindelige funktion bliver genskabt.